Hvordan taler jeg med mine forældre om svære ting?

Det kan være svært at finde modet til at fortælle sine forældre eller en voksen du stoler på om private og svære ting, fx det at have seksuelle følelser og tanker om børn. Men det er vigtigt, at du får åbnet op til nogen om dine bekymringer, så du ikke går med dem alene.

Det kan føles lettende at fortælle en voksen om dine bekymringer. Det er bedst at tale med en voksen, du stoler på. For nogle er det deres forældre, for andre kan det være en moster, en lærer, en pædagog, en psykolog eller en præst.

Hvis du slet ikke tror, at du kan tale med dine forældre om svære ting, og du ikke kender en voksen, du stoler på, kan du ringe på 33 69 03 69 til Janus Centret, hvis du er under 18 år. Alles situationer er forskellige, og de kan hjælpe med råd til, hvad der er bedst for lige præcis dig at gøre.

Hvis du tror, du kan tale med dine forældre eller en voksen om det, finder du her en række råd, som du kan bruge, inden du fortæller dine forældre om de bekymringer og tanker, du går med.

1. Overvej, hvordan du vil snakke med dine forældre eller den voksne
Er det nemmere at snakke med begge dine forældre samtidig, eller er det mere trygt at tale med én af dem? Vil du tale med dem ansigt-til-ansigt, eller vil det være nemmere for dig at skrive et brev eller en SMS til dem? Du bør også overveje, hvor og hvornår du åbner dig op over for dem. Vi anbefaler, at I har samtalen et sted, der føles trygt og på et tidspunkt, hvor I ikke bliver afbrudt.

2. Øv dig i at fortælle det
Inden samtalen kan det være en god idé at tænke igennem, hvordan du vil sige det. Du kan fx øve dig i at sige det højt. Hvis man har øvet sig i at fortælle det inden, kan det være nemmere at få sagt i selve situationen.

3. Lav en aftale på forhånd
Det er vigtigt, at både du og dine forældre eller den voksne finder det rigtige tidspunkt, så jeres samtale ikke bliver forhastet eller presset. Derfor er det en god ide at lave en aftale på forhånd. Du kan fx sige, at du har noget, du gerne vil fortælle dem, og spørge om de har tid til at snakke efter aftensmaden. Sørg for vise, at det er vigtigt for dig. Hvis det er for svært at spørge, kan du overveje at lave aftalen over SMS.

4. Fortæl, at det er svært for dig at tale om
Det kan være en hjælp, hvis du starter med at forklare dine forældre eller den voksne, at det er svært for dig at åbne op, og at du er kommet til dem, fordi du har brug for deres støtte. Du kan fortælle dem, at du er begyndt at have følelser og tanker, som du ikke selv har bedt om, men at du har brug for, at de ved det, så du kan få hjælp til at håndtere dem.

5. Prøv at sætte ord på dit problem
Fortæl den voksne eller din forælder, hvad dit problem er, og hvordan du har det. Du kan fx fortælle, at du har seksuelle tanker om personer, der er meget yngre end dig selv. Og at du er meget bekymret og nervøs over at have disse tanker.

6. Forklar dem, at der er hjælp at hente
Du kan fortælle dine forældre eller den voksne, at du ved, at det er en stor mundfuld. Du kan forklare, at du ikke er den eneste, der har det sådan, og at du kan få professionel hjælp og støtte. Du kan eventuelt fortælle dem om denne hjemmeside.

Synes du stadig, at det er alt for svært at sige det til dine forældre eller en voksen ansigt-til-ansigt, kan du i stedet give dine forældre dette brev, hvor vi har skrevet noget for dig.