Er der et brev, jeg kan give til mine forældre eller en voksen?

Hvis du synes, det er svært at få fortalt om dine seksuelle tanker om børn, kan du overveje at give dine forældre eller en voksen du stoler på nedenstående brev.

Det kan føles lettende at fortælle en voksen om dine bekymringer, og det er vigtigt ikke at gå med tankerne alene. Det er bedst at tale med en voksen, du stoler på. For nogle er det bedst at tale med deres forældre, for andre kan det være en moster, en lærer, en pædagog eller en psykolog. Se sitet: Er der et brev, jeg kan give til min læge eller en anden fagperson?

Her kan du se en kladde til et brev til dine forældre eller en voksen, hvis du føler, at det er for svært at fortælle det selv.

Kære forælder eller voksen

Kære forældre eller voksen

Det her brev er til dig. Måske har du fundet det ved en tilfældighed. Måske ser du det, fordi et barn eller en ung har vist dig det.

Du får brevet, fordi barnet eller den unge gerne vil fortælle dig noget, som er svært at få sagt. Måske er barnet eller den unge bekymret for, hvordan du vil reagere eller tænke. Det bedste, du kan gøre for barnet eller den unge, er at læse dette brev i ro og mag og bagefter tage dig et øjebliks ro og tid til at samle dig, hvis du har brug for det. Hvis du har brug for længere tid, inden du snakker med barnet eller den unge om brevet, så sig måske roligt til barnet eller den unge, at det vil du gerne tale om, men du bliver nødt til at vente til fx i morgen aften.

Barnet eller den unge har fundet dette brev på hjemmesiden CTRL, der er drevet af Red Barnet. CTRL er en informationsside for unge, der er bekymrede over deres seksuelle tanker om børn.

Hos Red Barnet ved vi, at nogle unge, som oplever at have seksuelle tanker om børn, har rigtig svært ved at få det fortalt til deres forældre eller en voksen. Det kan være fordi, at emner, der har noget med sex at gøre, kan være pinlige og i dette tilfælde meget skamfulde. Mange, der har disse tanker, er meget bange for deres forældres eller andre voksnes reaktion: ‘Bliver de nu sure? Mener de, at det er min egen skyld, og at jeg er et monster? Vil de forstå det? Vil de nogensinde kunne se mig igen?’

Hvis barnet eller den unge fortæller, at han eller hun oplever at have seksuelle tanker om børn, bliver du måske først chokeret. Din umiddelbare reaktion kan være at vise, at du er vred, ked af det eller måske endda frastødt. Men tag en dyb indånding. Hvis barnet eller den unge har taget sig mod til at fortælle dig om sine bekymrende tanker, så har denne brug for hjælp og støtte og ikke en afvisning.

Hos Red Barnet har vi megen viden om mennesker, der har seksuelle tanker om børn. Det er vigtigt, at du ved, at man ikke automatisk gør skade på børn, selvom man kan opleve at have seksuelle tanker om dem. Barnet eller den unge har højst sandsynligt været på vores hjemmeside, fordi det er bekymret og ønsker at få det bedre - og netop ikke ønsker at skade andre.

Du kan stille konkrete spørgsmål for at forstå situationen, fx ‘er det en specifik person, du har tanker om?’, ‘har du handlet på dine tanker/følelser?’. Og vigtigst af alt: Husk at fortælle barnet eller den unge, at det ikke er hans/hendes egen skyld, at vedkommende har disse tanker.

Du ved måske ikke, hvordan man tager hånd om situationen. Det er okay. I første omgang er det blot vigtigt, at du fortæller barnet eller den unge, at det ikke deres egen skyld, at de har oplevet sådanne tanker. Sig også, at du vil hjælpe barnet eller den unge med at få den støtte og behandling, som de har brug for.

Du kan finde mere information om det at være ung og have seksuelle tanker om børn på sitet ctrl.redbarnet.dk. Her kan du også finde oplysninger om, hvordan barnet eller den unge kan få den hjælp, som han/hun fortjener.

Mange hilsener
CTRL/Red Barnet”